S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

98

v ' -

Freden, som den er.

Det er ganske vist! F or den stakkels »Ordinære« Var her aldrig' godt at være I en storpolitisk Tvist, Atter gik den i et Fælles­ udvalg, hvor dens Timer tælles. — Det er ganske vist! Vel kan endnu ingen vide, Hvilken Medfart den maa lide Bag hint Udvalgs Fængselsrist: Men, al den vil blive plaget, Knebet, klippet, tlaaet, raget, Det er ganske vist! Om til Slut den bjerger Livet,, Er just ikke forud givet; Let kan Skæbnen blive trist; At den for- har stranguleret Et Budget, der var barberet, Det er ganske vist! Ingen veed, hvad sig kan ..hænde, Før en Rigsdag er til Ende. Trods den snare korte Frist Er der Tid nok — maa der siges — Til at skjændes og — forliges. Det er ganske vist! — Hæ rr e fo r men. de loyale Skinfarbandiere afmale Som en udsøgt Højrelist, Kunde som Forligets Hille Fjer« dog godt en Rolle, spille, Det er ganske vist! Om der sluttelig vil stamme Hele fem Høns ned.fra samme, Herpaa har vor Kundskab Brist, Men at den i H ø g sb ro es Hænder Bliver let til bare Ænder, Det er ganske vist! Dog, lad os kun være glade. Hvis »Forliget« tager Skade, Ler den bedst, som ler filsidst River ud det i en Flænge, Kan »Forhandlingen« sig hænge, Det er ganske visf!

Mine Damer og H e rre r! Freden er en af de m est om ­ tvistede Ting her paa Jorden. I)e fleste holder paa den som noget rart og godt, ja opkalder endog deres Gader efter den og stifter Foreninger i dens Navn. medens andre kalder den lumsk kedelig og gør alt muligt for at blive den kvit. Alexander den Store var ingen Yen af Freden, og Napoleon den dito ligesaa

lidt. Naa! de to H errer havde vel neppe erholdt bemældte Hank til deres N avn, hvis de i Stedet for som Krigere var optiaadte som deres Tids Fred. Bajer’e. — Du Frelsens n e j! det var netopTJfreden, der fredede om deres Berømmelse, saa attlen voksede sig sior og mægtig. N ej! at se Napoleon som stille Videnskabsmand, — eller Alexander som fredelig Bonde bag Ploven

vilde vist gøre samme Virkning som at overraske en Hanløve i det indre Afrika i Færd med at frisere sig, og jeg vil derfor gaa over til at tale om Freden i Almindelighed. Den første Gang man her i Norden hører tale om Freden i dens mere udstrakte Betydning, er under Frode Fredegod. Indtil den Tid var det gaaet løs paa Næverne, for ikke at tale om Sværd og Skjold og Skinkehen efter en større Maalestok; men Frode, der var en endnu, større Fredsven end selve Fred: B fik i en Fart. og ved vægtige Argumenter Freden bragt til Veje; og der henlaa i flere Aar et Guldarmbaand paa alfar Vej, inden at det faldt nogen ind at røre det med saa meget som. en Finger.

Vs>

Da Frode døde vår Freden forbi, og nu var den saa temmelig husvild her i Norden i lange Tider. Erik Ejegod var, næst efter Frode, den, der var nærmest ved Idealet, men selv han formaaede dog ikke helt at naa det; —

' V