FalcksRedningsKorps_1906-1931

Direktør Falck, der nu var bleven Leder af en halv-offent- lig Institution, som var paa Færde Dag og Nat overalt, hvor der skete noget, kunde have valgt den samme høj fornemme Tilbagetrukkethed overfor Pressen, hvis han havde villet, og ingen kunde have krummet et Haar paa hans stærke Hoved af den Grund, men han saa helt anderledes paa dette end den Tids Embedsmænd. Straks Spørgsmaalet kom paa Tale, erklærede han sig enig med Zola i, at man skal sige alt, for at kende alt, for at hel­ brede alt. Naar undtages Selvmord, som de fleste Blade alli­ gevel ikke refererede, skulde Redningskorpset ingen Hemme­ ligheder have for Reporterne, — og saaledes blev det. Redningskorpset kunde man ringe til baade Dag og Nat og fik altid Besked, og, naar noget Større hændte, naar Slotte brændte, Skibe sank eller Tog løb af Sporet, ringede Red­ ningskorpset selv sine Forbindelser blandt Reporterne op og alarmerede dem, enten det var Dag eller Nat, halede dem bogstaveligt ud af Sengene og tillod dem ofte at køre med Udrykningsvognene, saa man undertiden naaede ud til Ulyk­ kes- eller Brandstedet, før Politiet og Sprøjterne kom. Enhver kan sige sig selv, hvad det betyder for et Blads Læsere, at den, der skal referere en Begivenhed, er paa Plet­ ten fra første Begyndelse og med egne Øjne kan følge alt paa nært Hold, undertiden selv være med til at yde de Tilskade­ komne den første Hjælp. Kun ved at arbejde paa denne Maade er Reporteren i Stand til at give et nogenlunde rigtigt Referat bygget paa Kendsgerninger. Dette indsaa Direktør Falck, og mange gode Avis-Referater i københavnske Blade er bleven til ved en Haandsrækning fra Redningskorpsets Side. En stor Ulykke eller Brand er jo et Drama, der sædvanlig­ vis spiller gennem flere Timer, saa det kan være nødvendigt for Reporterne med Mellemrum at telefonere til deres Blade, hvad de til det givne Øjeblik har skaffet sig at vide. I saa- 40