ErikBøghFraMineUngeDage

93 prægtigt, nyt Billard, fæstet en Markør og en Opvartningspige — den Gang holdt man endnu ikke „H e rre r“ til det B rug — og saa „aab- nede“ man. Alt gik naturligvis saa galt, som det kunde og maatte, eller rettere sagt: det gik slet ikke. Hele Indretningen havde ligesom B a lz a c s herlige Perpetuum mobile den eneste, men væsenlige Fejl: at Drivkraften manglede. I Begyndelsen kom der en Flok dag­ drivende Studerende, men efter at de i en passende Tid havde spillet, spist og drukket paa Kredit, forsvandt de sporløst. Opvartnings­ pigen fandt allerede efter en Maaneds Forløb, at „Besøget var baade for tyndt og for tarve­ ligt — hun havde jo ingen Andre at varte op end Markøren, og h a n gav ingen D rikkepenge!“ — følgelig gik hun sin Vej, og en Maanedstid derefter fandt ogsaa Markøren, at Ensomheden blev ham uudholdelig, og saa takkede h a n af. Imidlertid havde han dog, for at more sig med Noget, lært mig sin Kunst saa grundig, at jeg , før han tog sin Afsked, spillede meget bedre Billard end han. Jeg var mellem 8 og 9 Aar, da denne Misère begyndte, og hvor besynderligt det end-