ErikBøghFraMineUngeDage

94 . ogsaa kan lyde, tror jeg uden Overdrivelse at kunne sige: Det var mig, der kom til at føle dens T ryk haardest. Min Moder var fuldt optaget af sine Børn og sit Køkken, og m in Fader søgte, med sin sædvanlige Færdighed i at gaa af Vejen for det Ubehagelige, saa vidt muligt at lukke Øjnene for den uundgaaelige Ruin og at fordybe sig i sine Experimenter og Opfindelser. Det var kun sjælden og ugerne Nogen af dem viste sig i Lokalet. Med en forunderlig sløv Tillid overlod de til mig — den lille Dreng — at tage mod Gæsterne, besørge deres Rekvisitioner, modtage Betaling, markere for de Spillende og spille med de Enkelte, der ikke havde Medspiller. Selvfølgelig blev Besøget mindre og mindre, og til S lutning indskrænkede det sig til et P ar smaa Klikker, der mødtes til forskellig Tid og satte P ris paa at have Lokalet alene. Saaledes gik der et Aar, hvori jeg tidlig og silde maatte holde Vagt i Billardstuen. Jeg blev snart Virtuos i Spillet, og det var en al­ mindelig Sport, at S tamgæsterne medbragte fremmede Spillere, fik dem til at spille med „den lille F y r “, parerede paa min Haand — og vandt bestandig. Den egentlige Opvartning