ErikBøghFraMineUngeDage

95 blev imens besørget af en halvgammel og halv ­ forfalden Tjener, der havde en lille Pensjon fra sit tidligere H erskab og derfor kunde gøre Tjeneste for Kost og Logis. Det var en under­ lig Person, som man aldrig saa drikke og aldrig traf overlastet, men heller aldrig, end ikke i den tidligste Morgen, overraskede i ganske ædru Tilstand. H an udrettede avto- matisk, hvad der blev forlangt, havde altid et lille fedtet Smil paa, og besvarede enhver T il­ tale med et velvilligt „Jo—o !“, et „N æ—æ !“ eller naar ingen Bekræftelse eller Benægtelse passede, et „Hm—m !“ — men saa’ paa samme Tid saa polisk, næsten intelligent ud, at Ingen mistænkte ham for at være Idiot. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt ham udtale en Mening eller gøre et Spørgsmaal, og spurgte man h am om Noget, fik man altid det kortest mulige Svar. Ubehageligheder lod han til slet ikke at forstaa, og selv var han aldrig ube­ hagelig mod Nogen. N aar han ikke havde Noget at bestille, sad han og saa i Adresseavisen, og den kunde han være en hel Dag om at gennemstudere. Af og til forsvandt han uden at sige et Ord, blev borte en Dag eller to og kom saa tilbage, som om det var aldeles i sin