ErikBøghFraMineUngeDage

Et Forvarsel,

F ra det sidste A ar jeg i min Barndom til­ bragte i København husker jeg en lille Scene, der i og for sig ikke var andet endet end en Drengepassiar, men ved den Reflex, som de følgende T ider kastede tilbage paa den, fik en vis Betydning, som et af de Forvarsler, der først bliver bemærkede bagefter. Vi var tre Smaadrenge mellem ti og tretten Aar, der havde sluttet os sammen i et ret in ­ timt Kammeratskab. E rnst, den ældste, var en meget flittig og artig Dreng, Søn af en Landmand, der for Skolegangens Skyld havde sat ham i Kost hos en Onkel. Han nød en vis Respekt af os Andre: han havde sit eget Værelse, gik med Lommeur og var finere klædt end vi. Anton, den mellemste af Alder men største