ErikBøghFraMineUngeDage

1 0 0 dem Allesammen, uden at Nogen turde slaa ig en !“ „Jeg vilde dog hellere have væ ret den gamle S tjæ rnetyder“ — sagde Ernst. — „Hvad siger I om, at kunne gøre Guld og købe alt, hvad man fik Lyst til? “ „Ja, hvad siger Du, G am le?“ — spurgte Anton. „Jeg synes, det havde været morsomst at være i Hofnarrens Sted, for h a n turde sige Alt, hvad han vilde, baade til Kongen og Stjæ rnetyderen og alle de A nd re!“ — mente jeg. „Var d e t nogen Herlighed at sige Folk Ubehageligheder?“ — spurgte den artige Ernst. „Jo det var en ra r Fo rretn ing !“ — istemte Anton — „Du kan tro han blev ordenlig foset fra alle Kanter! — Nej maa je g bede om Kongens Magt!“ „Og jeg om Guldmagerens Kunst — saa skal Du gerne faa Lov at blive til Nar, Gam le!“ — spottede E rnst, og saa kom vi op at trættes. Jeg husker det saa godt, for det blev gentaget Snese Gange bagefter, at jeg „helst vilde blive til N a r“. Henad Efteraaret til skiltes vi ad, da jeg med mine Foræ ldre rejste fra København, og