ErikBøghFraMineUngeDage

108 Stønnen, og det gjorde naturligvis ikke A tmo­ sfæren bedre! S aadan en N at havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulde opleve. Men det blev ikke ved den ene Nat. Vinden havde vendt sig lige imod os og var blevet til en saa stiv Kuling, at vi Børn ikke kunde forstaa andet, end at det var en Storm. Jagten maatte nu krydse sig frem over Køge Bugt, og den laa snart paa den ene, snart paa den anden Bov. Hvert Øjeblik hørte vi en Sø gaa over Dækket og indbildte os, at vi var i Fæ rd med at gaa til Bunds. At det var blevet Dag hjalp os kun lidt, ti Laaget paa vort Fængsel blev kun løftet op saa længe, som Drengen behøvede for at krybe gennem Lugen, og der var slet ikke Tale om at vi Smaafolk kunde komme op paa Dækket — vi var jo desuden saa søsyge, at vi ikke kunde staa paa Benene. Lidt Lysning fik vi rigtig nok, da der blev gjort Ild paa til Morgenkaffen, men den var dyrt betalt, ti Røgen slog stadig ned og tvang os til at lukke Øjnene. Til sidst gik Skorstensrøret overbord, og saa blev det rent galt. Vi var aldeles enige om, at det var ude med os, kun var vi uvisse om, hvad Død vi vilde faa. Allerede den tredie Dag var