ErikBøghFraMineUngeDage

117 ind i min Bevidsthed, at jeg har overfor dem kunnet stole paa min sproglige Samvittigheds­ følelse. Omtrent paa samme Maade gik det i alle andre Retninger. „Det gik af sig se lv“ — syntes Fader, og saa lod han det gaa, som det bedst kunde. At det imidlertid kunde have gaaet meget bedre ved en forstandig Vejledning af min Lærelyst, mit lette Nemme og min ual­ mindelige Hukommelse — derom var der ingen Tale. Jeg læste hvad som helst, og lærte, hvad jeg læste, uden Valg og Orden, Nyttigt og Unyttigt mellem hinanden — f ø r s t , hvad der burde være gemt til sidst, og s i d s t , hvad jeg skulde have begyndt med. Og i min H u ­ kommelse var der Plads til det A ltsammen: S a x o s Danmarkskrønike og B o m a r e s N a tu r­ historie, Ø h le n s c h la g e r s Tragedier og J o ­ h a n n e s W i ld ts Romaner, L u k ia n s „T im on“ og S a lz m a n n s „Den menneskelige E lendighed“, H o f fm a n n s Diablerier og Biskop G u n n e r u s ’ Afhandling om den norske Ostelavning — etc. etc. Det er ret betegnende, at den første Bog, jeg ejede — købt for mine egne Sparepenge, da jeg var 67a Aar gammel — var D am m s