ErikBøghFraMineUngeDage

119 at Provsten havde forvisset sig om, at det virkelig var Tilfældet, og at jeg ogsaa i andre Discipliner, f. Ex. Fædrelandshistorie, N a tu r­ historie og Sproglære, kunde en hel Del, som man ikke plejede at lære i en Almueskole, holdt han en meget varm Lovtale over den Omsorg, Fader under trange Kaar og van ske­ lige Forhold havde haaret for min Undervisning. Denne Ros tillod min Faders Sandheds­ kærlighed ham ikke at modtage. Han for­ sikrede, at han kun havde sagt mig Besked om, hvad jeg havde spurgt om, men aldrig givet mig Lektier for eller tvunget mig til at lære noget. Hvad jeg kunde, var „kommet af sig selv“ — dels ved, at jeg havde læst paa egen Haand, dels ved, at jeg havde været til Medhjælp i Skolen. Denne E rklæ ring i F o r­ ening med en Lovtale af den gamle Præst, der havde konfirmeret mig, bragte Provsten til at gøre sig større Tanker om mig, end jeg var i Stand til at retfærdiggøre. „Vi skal tales nærmere ved, førend jeg rejser!“ — sagde han, efter at have betragtet mig en S tund i Tavshed — og fortsatte derpaa Examen med de andre Børn. Da den var forbi og han stod rejsefærdig, kaldte han mig hen til sig og spurgte, om jeg