ErikBøghFraMineUngeDage

132 En Dag havde Husjomfruen beklaget sig over, at en Flok Skader, som havde sit Tilhold i Haven, tilsmudsede det nyvaskede Tøj, der var ophængt til Tørring ved Blegepladsen. Lidt efter kom Provsten ind til mig med en Bøsse. „Kan Du skyde?“ — spurgte han. — Ja—a! — Saa lad denne Bøsse! Her er Krudt og Hagl! Jeg adlød. — Kom saa med! Jeg fulgte. Da vi kom hen til Vasketøjet, sad just en Skade og gyngede paa en af Prov­ stens fineste Manchetskjorter. „Skyd den Fugl der!“ lød nu Ordren. Jeg lagde an, og holdt mig færdig til at skyde, saa snart Fuglen fløj op. „Naa! hvad venter Du efter?“ — spurgte Provsten utaalmodig. „At den skal flyve.“ „Saa træffer Du ikke. Skyd, mens den sidder!“ „Ja men . . .“ Mere fik jeg ikke sagt. Et Men var en Insubordination. Med et Blik, der øjeblikkelig

Made with