ErikBøghFraMineUngeDage

133 bragte mig til at forstumme, gentog han: „Jeg sagde: Skyd!“ Altsaa jeg skød — og ganske rigtigt: Ska­ den, jeg sigtede paa, faldt død til Jorden, men Skaden, jeg vilde have undgaaet, var anrettet. Den fine Skjorte, som nok oven i Købet var broderet af den afdøde Provstinde, havde med det samme faaet sit Banesaar af Haglene. Provsten skyndte sig hen til de Ramte, og Blodet steg ham til Hovedet, da han saa Følgerne af sin Ordre. I min Befippelse var jeg nu saa ubetænksom at forsikre, at det var netop for at skaane Tøiet, jeg havde villet . . .“ Men heller ikke denne Gang fik jeg talt ud. Konsekvent til det Yderste afbrød min Principal mig med sin mest skræmselfulde Av- toritet: „Her er slet ikke Tale om, hvad Du havde villet. JNaar jeg siger: Skyd! — saa har Du at skyde. Resten bliver min Sag!“ Det var saaledes ikke min Fejl, at jeg havde adlydt, ti det var min Skyldighed, men at jeg først havde villet adlyde paa en anden Maade, end han havde tænkt sig, og derpaa villet bevise, at min Maade vilde have været den tjenligste — det var et Brud paa Respekten,