ErikBøghFraMineUngeDage

134 som Undgaaelsen af den skete Skade ikke kunde unskylde end sige forsvare. At Tjenestefolkene blev holdte under den strængeste Disciplin var en Selvfølge. De bar især en velbegrundet Ærbødighed for den Hassel­ kæp, han altid havde i Haanden, naar han færdedes i Gaarden og paa Marken: med Und­ tagelse af den halvgamle Kusk og Avlskarl havde de alle — baade Piger og Karle — gjort dens aller nærmeste Bekendtskab. Mellem de ikke faa Optrin, hvori jeg saa den i Funktion mod Uorden, Unoder og Utug­ tighed, er der et, som især staar tydeligt for min Erindring. Det var første Juledag, lidt før Kirketid, at han paa sin Morgen-Runde ude i Gaarden opdagede en Spand, der havde været fyldt med Kalk, men var faldet i Staver, da dens Ind­ hold i Nattens Løb var bundfrosset. Han kaldte nu paa Avlskarlen og spurgte, hvorledes det var gaaet til. Ja, det maatte Anders vide, han havde brugt Kalken sidst. Saa blev der kaldt paa ham. Han havde ganske rigtig klinet ovre i Stalden, men da han var færdig dermed, havde han givet Peer Spanden og sagt, at han skulde tømme den og bære den