ErikBøghFraMineUngeDage

135

ind i Boden. Nn maatte den sekstenaarige Peer frem. Han havde Ingen at skylde paa. Han havde sat Spanden fra sig, mens han tænkte over, hvor han skulde tømme den, og i det Samme havde Pigen kaldt Folkene ind til Julegrøden. Det havde voldt, at han lod Spanden staa og siden glemte den, men „han havde jo aldrig kunnet tro, at det skulde blive saadan en Frost.“ „Da skal jeg sandt for Herren lære Dig at tro det!“ — sagde Provsten, og gav saa Peer fire velmente Kæpperap paa Rygstykkerne. Derpaa kom han ind — endnu i stærk Bevægelse. „Hjælp mig min Præstekjole paa, og kom saa over i Kirken!“ — hed det nu. Jeg gjorde, som sagt, men jeg tør ikke negte, at da han lidt efter begyndte sin Præ­ diken med Englenes Julehilsen: „Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jorden, og i Men­ neskene en Velbehagelighed!“ — havde jeg lidt svært ved at rime det, jeg hørte, sammen med det, jeg nylig havde set. Man maa imidlertid ikke af disse Smaa- træk danne sig den Forestilling, at Provsten i det Hele taget var nogen barsk eller uomgæn­ gelig Person — Tværtimod! Han var anerkendt