ErikBøghFraMineUngeDage

139 Foraar, der bragte Avertissementet om, at de unge Mennesker, der vilde optages paa Jonstrup Seminarium, skulde møde til Antagelsesprøve paa den og den Dag. Jeg viste det til Provsten og fortalte, at jeg var et af dem. „Du har jo endnu ikke den befalede Alder“ — indvendte han. „Jeg kan faa Dispensation!“ „Tror Du at kunne bestaa denne Prøve uden Forberedelse?“ — spurgte han videre. „Jeg haaber det, men jeg er bange for, at jeg ikke kan det næste Aar!“ „Naa! Saa rejs med Gud, og staa Dig godt!“ — sagde han og skrev mig en meget smuk Anbefaling. Jeg tilstaar, at jeg var alt andet end sikker paa, at mine selverhvervede Kundskaber vilde slaa til, men hvis de ikke gjorde det, mente jeg, det var bedst at falde igennem straks, for at kunne møde bedre forberedt næste Gang. Altsaa jeg mødte, og Resultatet blev, at jeg over al Forventning „stod mig godt“. Men i det Skema, Examinanderne havde maatte udfylde, var der en Rubrik, hvori de, der søgte om Friplads, skulde erklære, om de kunde betale for sig, hvis de ikke fik den, og