ErikBøghFraMineUngeDage

149

Paarørende. Hvad det paa den Tid vilde sige for en Student, faar man et lille Begreb om, naar man husker paa Kuplettet i „For Alvor“, hvori det en halv Snes Aar senere hed om den udsvævende Frans Halland: „D u k a n tro, h a n ender vist paa Jo n stru p Sem inarium ! Disse to unge Herrer, der hidtil ikke havde haft Tanke for ret meget Andet end at nyde Livet, betragtede naturligvis Seminariet som en Straffeanstalt og deres Anbringelse derude som en uforsvarlig Degradation. Da de som Følge af deres bevægede Fortid og deres Værdighed som cives a ca d em ic i havde set noget mere af Verden og havde Rede paa Adskilligt, som deres landsbyfødte Kolleger, ikke kendte Noget til, indtog de i Begyndelsen en noget reserveret og tilbagetrukket Stilling overfor disse, men — jeg ved ikke hvorfor — skønt de var i 2den Klasse, og jeg, der var fire—fem Aar yngre end de, kun i yngste, viste de mig efter kort Tids Forløb en særlig Velvilje, som naturligvis, smigrede mig og fremkaldte en Sammenslutning mellem os, der ikke i alle Retninger var gavnlig for mig. Jeg havde vist nok naaet mit 18de Aar,