ErikBøghFraMineUngeDage

158 Gang et Svar, der vidnede om, at. Spørgsmaalet var forstaaet, og da det blev modtaget med et opmuntrende „Aldeles rigtigt!“ — tog den ikke mindre forundrede Yngling Mod til sig, fik Munden paa Gang og klarede saa godt for sig, at han fik Ros for „i Dag at have forberedt sig grundig“. Han var naturligvis ellevild af Glæde over sin Succes, og da Timen var forbi, jublede han paa sin falsterske Dialekt: „Naar jeg kan hjælpe mig med saa lidt, saa skal Fa’en være Læsehest mere!“ Fra det Øjeblik af yar det forbi med hans Forknythed og Klage over daarligt Nemme. Han tænkte mere og læste mindre, kunde altid sine Ting, og tog, da Tiden kom, sin Embeds­ eksamen med bedste. Karakter. Det vilde sandsynligvis næppe faldet mig ind at optegne denne ubetydelige Hverdags­ historie, der kun havde nogen Betydning for den paagældende Medelev, hvis den ikke paa en Maade dannede en forklarende Indledning til, hvad der siden hændte mig selv. Seminariets Lokaliteter var den Gang tem­ melig indskrænkede. I Undervisningstimerne maatte vi alle sidde bænkede paa vor Lærestue, og selv om det Pensum, der blev foredraget i

Made with