ErikBøghFraMineUngeDage

En tabt Ævne,

I mine gyldne Dage, da jeg regerede i min Bedstefaders Hus, var jeg •en Gang lige ved at blive optaget mellem desmaa Profeter. Skade blot, at min profetiske Begavelse kom saa tidlig, at man ikke vilde tro paa den, og varede saa kort, at den var forsvundet, da man fik Troen i Hænderne. Mit F rem syn var nemlig af den aller sjæld­ neste, mest indbringende Art. Det gik i en Retning, hvori ellers Spaamænd, Somnambuler og spiritistiske Medier er stokblinde, og havde jeg blot en eneste Gang haft det til Raadighed paa mine gamle Dage, vilde jeg have sprængt Spillebanken i Monte Carlo, og i et Øjeblik vundet mere, end jeg har givet ud i de fyrre­ tyve Aar, jeg har maattet sidde og mede i