ErikBøghFraMineUngeDage

10 Blækhuset. Men som sagt desværre! — det kom meget for tidligt. Bedstefader spillede, som de Fleste af hans Samtidige, saa smaat i Tallotteriet. Det vil sige, han betalte hver Uge en Rigsdalers Penge for det interessante Hovedbrud: at spekulere paa: hvilke fem Tal, der i Følge forudgaaende Tegn, Varsler, Hændelser og Drømme havde Sandsynlighed for den næste Gang at blive trukne op af Lykkehjulet i København, Vands­ bæk eller Altona, og — naar de valgte Num- mere ik k e kom ud — den T røst: at se, hvor nær han havde kunnet være ved at vinde d e rs om b lo t . . . osv. En Dag bragte „S tatstidenden“ ham det Budskab at tre af de fem Nummere, han havde holdt i et Par Maaneder men forkastet netop før sidste T rækning, var komne ud. Det var efter hans Beregning — Lotterispillere har jo deres egen Regnemaade — et ufejlbart Tegn paa, at de to andre Tal maatte komme næste Gang. Dem maatte han altsaa tage, og nu spurgte han mig, hvilke andre Nummere han skulde tilføje i Stedet for de udtrukne. Jeg følte mig naturligvis stolt over at være