ErikBøghFraMineUngeDage

174 været tre, fire Rygere inde. De har kun kunnet komme denne Vej, og maa altsaa have brugt falske Nøgler.“ Opsynsmanden kom derpaa ned og fortalte det gyselige Eksempel paa, hvor vidt Fræk­ heden kunde drives. Jeg har mine gode Grunde til at tro, at det var „Studenterne“ og mig, paa hvem Mistanken faldt stærkest, skøndt vi gensidig kunde bevidne hinandens Uskyldighed og dokumentere vort Alibi med uvillige Vidner — men mærkeligt nok! — der blev aldeles ikke gjort Undersøgelser for at udfinde den Skyldige, og saa vidt jeg kan huske, blev der fra den Dag ikke mere gjort Anmeldelser, naar En af o'S udenfor Seminariets Grund blev truffet med Cigar i Munden. Først efter at vi var dimitterede, fik jeg Forklaring over Miraklet. Den af os, som man aller sidst skulde mistænke for et saa dristigt Skalkestykke, netop den besindige og eksem­ plariske Kammerat, der havde fraraadet De­ monstrationen, tilstod nu, at han var Manden, der havde fremkaldt den skæbnesvangre Tobaks- taage — ganske alene og uden Hjælp af Dirker eller Hovednøgler. — Han havde et Øjeblik før Pigerne begyndte at dække Bord og laasede

Made with