ErikBøghFraMineUngeDage

178 nende, men mere uskyldige Foredrag blev tagne behørigt i Betragtning ved Udfærdigelsen af min Demissionsattest. Det var i alt Fald min største Forsyndelse mod „den bestaaende Tin­ genes Orden“. Efter at vi var opflyttede i Demissions­ klassen og især efter Jubilæums-Ballet udbrød der en ejendommelig Epidemi blandt os. Den gik paa den gamle Melodi af Piberdrengens Vise i „Vennernes Fest“: Je g veed ikke, hvad je g skal gøve, N u er je g saa ledig og løs, og slog ud i en Mængde Forlovelser, der na­ turligvis skulde være hemmelige, men ikke kunde forties. Jeg kendte dem allesammen fra Patienternes egen Mund, ja jeg tør ikke engang benægte, at jeg i Egenskab af den mest æstetisk Belæste var taget paa Raad og havde fungeret som Koncipist ved Affattelsen af tre, fire af Frierbrevene. Det var derfor ikke underligt, at ogsaa jeg fik et lille Angreb af Smitten og skrev en lille Suite af erotiske Digte med Motto af Ingemann: E n m aa dog m it H jæ rte tilhøre, D a je g er saa voksen en K nøs —