ErikBøghFraMineUngeDage

1 9 0 At hele min Læretid er forbi, Saa jeg er fri For nogensinde at eksamineres, Endsige noteres Og reprimanderes.

Jeg ligger og drømmer med Mareridt, At jeg „er oppe“ og kan for lidt; Og naar jeg saa kommer op og ser mig Lysvaagen i Spejl Som værdig Præceptor, jeg selv beler mig Og ryster paa H o ’det og tror jeg tar fejl, Ja, finder endogsaa den Paastand umulig, At jeg som saadan er „meget du’lig“ — — Men dette være dog sagt stib rosa — For alle de Indfødte maa det jo tros a ’!

Og nu „auf Verlangen“ en kort Beskrivelse

Uden Pynt eller Overdrivelse, Af hele min Personal-Omgivelse!

Befolkningen finder jeg højst respektabel,

Kulturen og Levemaaden passabel, Men Sproget — ja, det er ingen Fabel, Men desværre en miserabel Sandhed: — det minder nærmest om Babel., Manden er Holstener, stor og svær, „Verschwiegen und düster“ i al sin Færd, Hans Dansk er gebrochent, rent besat, Hans Tysk er det bredeste Kieler-Platt,