ErikBøghFraMineUngeDage

12 hvor dumt en gammel Mand kan bære sig a d “ — og hvad der var det mindst Kloge: han lod uden Skrupler det „mærkværdige B a rn “ høre paa Fortællingen. Lykkeligvis blev Erindringen om denne „mærkværdige“ Forudsigelse snart fortrængt af en hel Del fejl slagne Profetier. Jeg lærte i største Hast Tallene helt op til det berømte Nummer 90, men det lod til, at Lærdommen, som saa tit hænder, totalt forjog Inspirationen. Selvfølgelig kunde jeg til den følgende T ræ k ­ ning diktere Bedstefader fem nye, meget rim e­ ligere Nummere, der uden Raisonneren blev besatte ikke blot af ham men af Pigerne og Karlen, og jeg ved ikke hvem — men det ved jeg: de kom aldrig ud, og d e t, syntes jeg, var meget flovt. Jeg tør ikke paastaa, at det var en Følge deraf, men jeg har siden den Tid staaet paa en spændt Fod med Tallene. Samtidig med, at jeg i andre Retninger har haft et m isundelses­ værdigt Nemme og en meget paalidelig H u ­ kommelse, har jeg aldrig kunnet lære Aarstal eller beholde den store Tabel i Hovedet. Jeg har sjælden adderet en Talrække uden at faa