ErikBøghFraMineUngeDage

20 den var giftig eller ikke, og levede endda i en stadig F rygt for, at jeg af Vanvare havde faaet Gift paa F ingrene eller i Maden. Min gamle Bedstemoder laa paa denne Tid syg. Lægen havde allerede løftet saa højt paa sine Skuldre og sine Øjenbryn, naar man spurgte om hendes Tilstand, at alle var belavede paa det væ rste; men til mig fortalte man naturlig­ vis ikke forud, hvad der var i Vente. Jeg gik uden Anelse om den forestaaende Familiesorg omkring i det stille Hus og morede mig, saa godt jeg kunde. Blandt andet Legetøj havde jeg faaet en Kridtpibe — hvis Mundspids naturligvis var bleven behørig overtrukket med rødt Lak, for at jeg ikke skulde „faa Kræft i Munden“ af at suge paa det „giftige“ Pibeler — og med den blæste jeg de dejligste Sæbebobler, man kan tænke sig. De var altfor pragtfulde, til at jeg- kunde være ene om at beundre dem, og i Mangel af andet Publikum gik jeg derfor ud i Køkkenet for at vise Kokkepigen de vidunderlige, regnbue­ farvede, svævende Kugler. Men Stine var ikke oplagt til at beundre optiske Fænomener. Hun bad mig paa en langtfra høflig Maade at blive inde i Bårne-