ErikBøghFraMineUngeDage

24 Den næste Dag dæmpede ikke Fortvivlelsen. Jeg turde hverken spørge mine Foræ ldre eller nogen af Husets Folk- om, hvor vidt Sæbevand var giftigt eller ikke, ti det kunde jo lede Mistanken paa mig. Det var med Nod og neppe, at jeg om Efterm iddagen vovede at spørge en Vaskerkone, der stod nede i Kæ l­ deren og gned paa en Balje fuld af dampende Tøj: „E r Sæbevand giftigt?“ Konen, der vel sagtens har anset det for Pligt at betage mig enhver Lyst til Nydelsen af den omspurgte Vædske, svarede først meget alvorligt: „Ja føj — naar Børn drikker d e t, saa dø r de“ — men da hun saa’ den forfærdede Mine, hvormed jeg udbrød; „Gør de v irk elig ?“ — har hun formodenlig faaet Lyst til at gøre Løjer med mig, ti jeg husker endnu tydeligt Grinet i hendes mørkerøde Ansigt, i det hun viste mig sine skoldede Hænder og spurgte: „om jeg trode, at Tarmene kunde taale den Suppe, som de havde været i ? “ Nu var jeg paa det Rene med mig selv om, at jeg var den Skyldige, og den anden Nat blev om muligt værre end den første, især da jeg om Aftenen havde set mit formentlige Offer i sin Ligpynt. Min Graad og Jammer