ErikBøghFraMineUngeDage

25 tog saaledes til, at man frygtede for min F o r­ stand, og Frygten har vel neppe været saa ganske ubeføjet, ti det Indtryk, som disse to mørke Næ tter havde gjort, forvandt jeg ikke i mange Aar. Deres Rædselsbilleder vedblev af og til at gaa igen i feberagtige Drømme, som forfulgte mig, næsten til jeg var udvokset. Den tredje Dag kunde jeg ikke udholde min Tilstand mere. Jeg var kommen til det Punkt, som senere i det offentlige Liv blev be­ tegnet med Resultatet: „Noget m a a der gøres!“ Jeg husker tydeligt, h v a d jeg gjorde, men derimod tør jeg ikke mere med Vished sige h v o r f o r . Kendsgerningerne mindes man længe, men Bevæggrundene glemmes snart, og naar man i en senere Alder vil opsøge dem, er man altid udsat for at standse ved det, man efter den mellemliggende Udvikling finder rimeligt, i Stedet for at følge den Tankerække, der efter Datidens Forudsæ tninger førte til Beslutningen. Om jeg — som det forekommer mig — selv har villet afsone min Forbrydelse ved at lide den samme Skæbne, som jeg havde paa­ ført min Bedstemoder, eller jeg — som det nu synes mig rimeligere — har villet have en afgørende Vished om, hvorvidt Vaskerkonens

Made with