ErikBøghFraMineUngeDage

26 Udsagn var paalideligt, eller — hvad der jo ogsaa kan være muligt — begge Grunde har virket i Forening, vist er det, at jeg fik lavet mig en Kop Sæbevand, sugede en Mundfuld op gennem Kridtpiben og sank den. Dersom jeg nu vilde fortælle, at jeg efter denne Bedrift med sokratisk Ro havde lagt mig hen paa Sofaen og afventet Følgerne — ja saa var jo enhver troende Læser og Læserinde nødt til at forbavses over min tidlige Karakterstyrke, men som sandfærdig Fortæ ller maa jeg gøre Afkald paa denne Forbavselse. Næppe havde jeg sunket Sæbevandet, før min barnlige Frygt for Døden og min barnagtige Skræk for Gift gjorde sig gældende og forjog ethvert Spor af Heroisme. Jeg indbildte mig straks at kunne føle Dødens Komme og gav mig til at skraale om Hjælp. Man styrtede ind og spurgte, hvad der var paa Færde. „Gift, Gift, Gift! Jeg har drukket Sæbevand!“ — raabte jeg. „Inte andet end det!“ — lo Stine, „Sæbevand er just sundt. Det renser T arm ene.“ „Ja, jeg har saamænd mangen en god Gang maattet drikke en hel Spølskaal fuld, naar jeg