ErikBøghFraMineUngeDage

38 Fordybningen til det midterste stod en lille Piede­ stal med Husets største Kostbarhed, det omtalte „Spilur“. Pillerne var dækkede af Komoder og høje Spejle — alt naturligvis „fineret Ma­ hogni“, og saa glat firkantet som muligt — og oppe under Loftet hang Genstanden for min mest ærbødige Beundring: en Glas-Lysekrone med utallige straalende Prismer og Brillanter. Saadan saa den Gang Salen i et ganske velhavende borgerligt Hus ud. Nu om Stunder vilde Enhver finde den symetriske Opstilling af de faa Møbler og den store Plads paa det bare Gulv „kedelig og uhyggelig“ — og jeg selv vilde heller ikke kunne trives i et saa- ledes møbleret Værelse; men denne tarvelige Skueplads for de første Scener af mit Livs Idyl kom i de mørke Barndomsaar, der fulgte paa min Bedstefaders Død, til at staa som Hjemmet for alle mine lyse Minder. I al sin fordringsløse Simpelhed dannede denne rummelige Sal med sin Kreds af gamle Venner, sin Selskabsglæde, sine stemningsfulde Sange, sin Duft af Roser og Lavendler og sin Fylde af Velvillie og Velbefindende en straalende Modsætning til de trange Smaakamre for­ mørkede og beklumrede af Fattigdommens Sorg,