ErikBøghFraMineUngeDage

44 man tog „en frisk V ise“ til næste Glas. Saa istemte man Z e t lit z ’s „At Slyngler hæves til Æ rens Top“, og A b r a h am so n s „Min Søn, om du vil i Verden frem, Saa blik!“ og B a g g e s e n s „Naar som vi ofte ser desværre Den Gode, Kloge lider Nød, Mens mangen dum og nedrig Herre Sødt slumrer midt i Lykkens Skød . . .“ og naar Punchen havde bragt Hjerterne til at svulme højere og Modet til at koge over, dri­ stede man sig endogsaa til P. A. H e ib e r g s For ret os ved Jorden at fryde, Vi skabtes til Frihed af Gud, Fornuftige Love at lyde, Men Ingens vilkaarlige Bud. — Det var imidlertid efter Bedstefaders Me­ ning at gaa over Stregen — han var jo sin Konges tro og lydige Arve-Undersaat og Em­ bedsmand og vilde ikke for Alt i Verden have Ord for at holde Jakobinerklub. Han skyndte sig derfor at give Stemningen en anden Ret­ ning ved at foreslaa et eller andet idyllisk