ErikBøghFraMineUngeDage

45

Nummer f. Eks. N. T. Brun s Sang om For­ glemmigejen : „Se den lille Blomst, som smiler H ist paa Vandringsmandens Vej,“ og nu fulgte der en hel Række uskyldige Sange, som T h a a ru p s „I Østens Sølvblaa Dagen smiler, Paa Rosen Duggen laa —“ Og „Nys fyldte Skøn Sigrid sit attende A ar,“ V. K. H jo r th s „Hvor Egen løvfuld Arm udbreder,“ og Ø h le n s c h lå g e r s „Der bode en Konge i Lejre.“ Ved den havde man naaet til Fædrelands­ sangene. De maatte ikke glemmes, og det var med en næsten kirkelig Andagt man istemte S o fu s Z a le s Hymne: „Jeg kender et Land, som har Bølgen til Vold: Et blomstrende Eden i Norden! Jeg kender et Land, som har Troskab til Skjold. Den tryggeste Hjemstavn paa Jorden.“ Naar saa det sidste Vers sluttede med Ud­ brudet: