ErikBøghFraMineUngeDage

46 „Velsignede Danmark, din Lykke er stor, Gid længe Kong Fredrik maa styre dit Ror,“ rejste Alle sig op og tømte Glassene til Bunds. Der blev hverken raabt Hurra eller klinket, det skete hverken paa Opfordring eller for at følge Værtens Eksempel eller som Demonstra­ tion. — Man kund e ikke andet. Det var den Gang ikke nogen særegen Ceremoni for Sel­ skaber i sort Kjole og hvidt Halstørklæde. — Havde blot tre af de Pokulerende sunget Visen i Hverdagslag med Glas i Haand, vilde de have gjort det Samme. Glassene blev atter fyldte. Sangen hvilede en Stund, der blev udfyldt med Passiar, og med Et lød der nede fra Gaden en dyb Bas­ solo: „Gud Fader os bevare, De Store med de Smaa, Lians hellige Engleskare En Skanse om os slaa!“ — Det var Vægteren, der raabte Elleve. — „Allerede en Time over borgerlig Sengetid!“ — Nu maatte den sidste Vise synges, og det var som oftest: „Samled her i en fortrolig Klynge Hylde vi uskyldig Munterhed.

Venner lad os Grillerne bortsynge! Drik af Lethe nyttig Glemsomhed!