ErikBøghFraMineUngeDage

53 Rygtet vidste de nok, at han var ikke at spøge med. Nu var Spørgsmaalet derfor, om jeg havde Mod til at vise mig for ham. Havde min Bedstefader været Menneske­ kender, kunde han have sparet sig dette Spørgs- maal. Saalænge Modet aldrig har faaet noget Knæk, veed man ikke hvad Frygt er. Ingen havde ladet mig ane, at der kunde være to Meninger om mine mærkværdige Talenter, og den ene Mening, som jeg saa ofte havde hørt, var altfor smigrende til at jeg skulde være bange for at høre den bekræftet af den størst mulige Avtoritet. Det blev ikke mig, men ham, der havde Besvær med at samle det behørige Mod, da det kom til Stykket. Som alle gode Borgere i Dannevang paa de Tider havde han en stærkt udviklet Ærbødighedsfølelse overfor Konger og store Mænd, og det var især det Ydre, der im­ ponerede ham. En Teaterfyrste med Torden­ stemme, lynende Blik og hvide Strudsfjer i Hatten var for ham noget langt mere Gysen- vækkende end den lille smalle borgerlige Sjette- Frederik i den velbekendte lange luvslidte Frakke. „Dannerkongen“ var jo i umindelige Tider hver 28de Januar blevet besunget som