ErikBøghFraMineUngeDage

58 Han stirrede endnu en Stund forknyt paa Instruktøren, der igen havde givet sig i Lav med sine Papirer, skød mig saa frem foran sig og sukkede spørgende: „Han her?“ — „H an !“ — udbrød Ryge med hele sin Stemmes rungende Klang og maalte min lille Person fra Øverst til Nederst med en ube­ skrivelig Mine. Derpaa tog han Piben af Munden og sagde ganske rolig: „Naa s a a dan at forstaa!“ Tredive Aar senere, da jeg selv var Teater­ direktør, og en gammel Bedstemoder kom op til mig med et Vidunderbarn, som hun vilde have ansat ved Kasino, faldt det samme: „Naa saadan at forstaa“ ud af Munden paa mig, og som ved et Trylleslag stod liele det nu fortalte Optrin med alle dets Enkeltheder for mig i en næsten vidunderlig Klarhed. Jeg saa pludselig hele Stuen, men især Doktor Ryge og hans Slobrok med fotografisk Tydelighed, jeg hørte det rungende „Han?“ og mødte det forfærdelige komisk-tragiske Ansigt, hvormed han den Gang betragtede mig, idet han langsomt lod Tobaks­ piben synke. Det er slige pludselig opdukkende Gen

Made with