ErikBøghFraMineUngeDage

59 skinsbilleder, der saa ofte friste os til at tro paa en Forudtilværelse, hvori vi engang før har oplevet Nutidens Hændelser. Havde Billedet ikke været saa klart som det var, og havde Erindringens Traad været overskaaret, saa jeg ikke havde genkendt det, vilde jeg have kunnet opfatte det som et Blink fra en Præexistens, hvori jeg ligesom senere havde været Teater­ direktør. Nu kendte jeg derimod Situationen og vidste, at Erindringen tilhørte Begyndelsen af d enne Livs-Udgave — følgelig ogsaa, at det ikke var m ig , der den Gang sagde: „Naa saadan at forstaa“. Dog er det rimeligt nok, at Ordene begge Gange har forudsat samme Forstaaelse. Da je g sagde dem, betød de: Barnet er Barn, og den Gamle gaar i Barndom! „Lad os saa høre et af de Digte, Du kan, men helst det korteste!“ — sagde Doktoren. Mit Valg var naturligvis gjort forud, og det var ikke faldet paa noget kort Digt. Til Ære for Teatrets H ak on Jarl havde jeg lært hele Øhlenschlægers Ballade af samme Navn — formodentlig med et beskedent Haab om, at han i mig skulde opdage en fix og færdig L id en E r lin g — og jeg gav mig altsaa til at deklamere:

Made with