ErikBøghFraMineUngeDage

76 Saa sagte Mads paa Vognen aged, De Brune lunted kun saa smaat Og pænt, som selv de fandt for godt, Men denne Kjørsel vared blot, Til Kjøteren Presang, som jaged Langs Veien, en Flok Agerhøns opdaged, Thi Hønsene opdaged d e n igjen, Og skræm te af den lækkersultne Ven, Med Sus og Støi Tilveirs de fløi Den første Vei den bedste, Og den gik netop foran Madses Heste. Mads havde paa den magelige Tuu r I Stilhed taget sig en Luur, Men den fik hurtig Ende; Han vaagnede og vilde skjende, Men dertil fik han ingen Tid, Thi Bæsterne tog paa at rende, Saa de løb rent fra deres Smule Viid, Og lige saadan gik det selve Manden, Han kjørte saa at sige fra Forstanden. Det gik i strygende Gallop Ad Bakke ned, ad Bakke op, Og saasom Vognen hopped let,