ErikBøghFraMineUngeDage

77 Og Føret var forbistret slet, Og Sædet kun et Agebrædt, Der ikke var særdeles blødt, Ialtfald mindre blødt end Kroppen,

Blev denne ubarmhjærtigt stødt Ved begges Mod-hinanden-Hoppen, Dog varede det kun En Stund, Før Brædtet gled Og han sank ned, Saa lang han var, paa Vognens Bund, Men d e r var ikke En Smule blødere at ligge — Nei tværtimod! Ju st her fik Manden Først gjennemstødt sin hele Krop Saa grundigt, at vist mangen Anden I hans Sted havde givet Aanden op. Men saa fortvivlet blev dog ei vor Mads, Han indsaae, at det k u n d e været værre, Og sukked ydmygt: „Gud skee Lov, Vorherre H ar ikke gjort os Mennesker af G las!“ Nu foer de tvende Dyr med dobbel Fart Bagefter Fuglene ad Veien frem, Og Manden i sin Vogn som næste Part Kom ligerviis i Hælene paa dem.