ErikBøghFraMineUngeDage

78 Han kunde ikke faa en Lyd af Munden, Men kunde ikke han, saa kunde Hunden, Den kommandered lystigt væk Til Hestenes og Kudskens Skræk Og sprang af Glæde ved at see, Hvor flinkt de lystred alle Tre. Mads havde lagt en halv Miilsvei paa Bagen, Og nu var han af denne Agen Saa led og kjed, At han til S lutning smed Sig ned F ra Vognen, og var henrykt ved at føle, Hvor blødt han laa i en af Veiens Pøle. Dermed var Kjørselen forbi, Og det fandt Mads sig roligt i. Han raisonnerede som saa: Kan man ei kjøre, maa man gaa, Og heller gaa, selv i det værste Føre, End komme saa elendigt op at kjøre, At Kjøterhunden bliver den, Der raader for, hvor man skal h e n !“ —

Men Bæsterne, de foer afsted, Alt hvad de kunde og blev ved,