ErikBøghFraMineUngeDage

90 til at tie og taale, hvad der efter min lille Mening var Overgreb og Fornæ rm elser — men Striden blev stadig lettere, og længe førend jeg blev voksen, var jeg endogsaa kommet saa vidt, at jeg gjaldt for at være usædvanlig kold­ blodig. Kun meget faa Gange i mit Liv har „Fjenden over Ø rerne“ været ved at faa Over­ taget; men det har hver Gang kun væ ret nogle faa Sekunder, hvori jeg følte, at jeg hverken kunde røre Haand og Fod eller Tunge, og følgelig hverken forgribe, forløbe eller for­ tale mig. Ved disse enkelte Lejligheder ha r jeg imidlertid faaet en fast Overbevisning om, at Frenologens Ord var en Advarsel i Tide, og at Fjenden kunde være blevet farlig nok, hvis han ikke var taget i Opvæksten. E t P ar Snese Aar senere traf jeg Dr. Otto som gammel Konferentsraad. Jeg fortalte ham nu Historien om hans Advarsel, men h a n havde naturligvis ikke Spor af E rindring om det lille Udbrud, som havde faaet saa stor Betydning for m ig . Den morede ham imidlertid, og han forsikrede, at han skulde optegne den. „Men hvordan gik det med B u len ?“ — spurgte han.