Tivoli-3.31.2016 11-22-36 PM

q---------------------------------------- P

de allergladeste. Hans Glæde svandt og Sorgen tog Bo i hans Sind. Med opsmøgede Buxer vadede han ud, til Van­ det gik ham til Knæene. Saa belavede han sig paa at lade de sorte Vande favne sit Lig, og i fuld Fortvivlelse raabte han med Patbos : »Send mine Penge hjem til min Kone og mine Børn!« — — Men den smukkeste af Festerne var dog maaske Høstgildet for et Par Aar siden. Der var saa lidt Arran­ gement, at man for en Stund glemte, at der overhovedet var noget arrangeret. Man lod sig rive med. Den Aften tullede man rundt derinde og glædede sig over Bondehyttens mosgroede Straatag med Storkereden som den landlige Idyls Symbol. Og over den gamle Bonde­ mand, der stod i Døren og røg paa sin sølvdækkede Mer- skummer, mens Folkene — Pigerne, Karlene, Husmændene, Drengene og Tøsene — i mageligt Høstgilde-Velvære travede omkring, som deselv fandt for godt. Koen laa fredelig og gumlede sit Græsplænefoder anden Gang, Faarene brægede veltilpas, Lammene gjorde de mest uforfalskede tumbede Krumspring og Gederne havde den rette stramme Lugt. Man indbildte sig, det var rigtig varm usigtet nymalket Mælk, Børnene gik rundt med i Smaakopper. Man stak i Tanker Haanden i Lommen efter de friske blankbrune Nødder, man altid havde saa mange af ved de sene Høst­ gilder paa Landet 5 man ventede at se et eftergemt Æble falde, sammen med et vissent Blad, fra en Gren, man havde en Smag paa Tungen som af »Melange Nr. 4,« man hørte Kragernes veltilfredse »Kra, Kra«, naar de slog sig ned paa den endnu utærskede Sædstak . . . , Man vendte sig om, pressede sig gennem den tætpak­ kede Mængde, drev ud i de oplyste Gange; og som Lyset kom, svandt Drømmerierne. Man hørte pludselig alle de mange Lyde, der sædvanlig blandes i et Virvar, hørte dem endog særlig distinkt, Dampkarusellen, de uopslidelige Be­ ridermelodier fra Teatret, Dampharmoniet og C. C. Møllers Orkester. Forstemt søgte man en Smule Ensomhed nede ved

61

Made with