Tivoli-3.31.2016 11-22-36 PM

de halvhundrede Numre. Og mens den friskt aftappede Yin glider ned og mens Johan som en vims Opvarter danser rundt ved Siden af med et Ansigt, der er ét stort Smil, kan man saa herligt holde Øje med, hvem det er, der

har sat hinanden Stævne ved Basar-TJret , denne Familiernes og de løse Fugles trofaste Ven, der sammenføjer hvad Trængslen ad­ skiller, tørrer Øjnene paa den ængstede Moder, der her faar sit tabte Barn igen, og giver den for­ tvivlede Ægtemand hans Halvdel hel og holden tilbage. Regelmæs­ sigt som Viserne gaar deres skæve Gang, oplever Uret Aften efter Af­ ten det samme, enten saa Basaren

Jolian. giver Æveutyrpaladset eller den viser sig i Hverdagstøjet, lang og kedelig, med en Restauration og en Bunke Butiker langs Kolonnaden. Det at være Lejer i Tivoli er ikke den daarligste Vej til Gods og Guld. Tivoli har mangen Fattigmands Guld­ tønder paa sin Samvittighed; fattige er de kommen til Ti­

voli, rige er de gaaet derfra — hvis de da ikke har foretrukket at blive der og blive hovedrige. Rasmios Pedersen er ikke j noget enestaaende Exempel. Han begyndte smaat derinde, men var snart sin egen Mand; han fik én Pavillon og han fik to, han blev den rige Mand, som hele Tivoli og det halve Kjøbenhavn kendte, og som tilsidst blev

ophøjet til Tivoli-Konge. Han var den store Lejer og den store Aktionær, hvis Ønsker i Reglen var Tivoli en Lov. Sin Sommer-Residens havde han i »Labyrinten« — det nu­ værende Harmoniorkester — og her flokkedes Folket om ham og lovpriste hans enestaaende gode Smørrebrød. Og da Tivoli ikke var ham stort nok, erobrede han sig — til manges Forargelse — yderligere et Stykke Land paa den Basar-Uret. 86