FruLucieWolfsLivseridringer

97

ET STORT OMSLAG.

før efter din konfirmation; nu maa du forberede dig dertil og saa haabe det bedste.» Denne min samtale med presten bragte jo saa nogen­ lunde mit sind til r o ; jeg læste meget flittig, og presten roste mig bestandig; fra nu af havde jeg ogsaa en hemmelig følelse af, at jeg i ham havde en bundsforvandt, som med tiden nok vilde tale min sag. Hjemme sad alle mine dydsirede søstie -— dels ved rokken, dels med naalen i fred og ro. Jeg kunde ikke andet end føle den dybeste medynk med dem og tænke: «Nei, for et fattigt og tomt liv!» Hele deres til­ værelse fandt jeg saa haabløs og elendig, og jeg sagde til mig selv: «Nei, før jeg kunde tilbringe mit liv paa denne maade, før vilde jeg klæde mig i matrosklæder og seile om­ kring i den vide verden.» Et saadant stille arbeidsliv i en trang stue maatte absolut dræbe mig. Saa slæbte tiden sig hen. Rygterne om theatret tog til, man talte overalt derom; hjemme var der nu virkelig sorg; min ældste søster, P e r n i l l e , sørgede mest. Hun var den af alle mine søskende, som jeg holdt mest af; for det første var hun saa deilig, en ren skjønhed; det var umulig at se paa dette ansigt uden at blive betaget. Der straalede en saadan kvindelig mildhed og godhed ud af disse øine, at, naar hun tog mig i sine arme og rigtig saa mig ind i øinene, begyndte straks mine taarer at rinde. Fader, moder, slegt, venner, alle elskede hende; hun stod som et lysende eksempel for os. Fra barndommen af havde hun været from, kjærlig, lydig og pligtopfyldende mod alt og alle. Var der strid mellem os søskende, som der ofte var, saa bilagde hun altid denne med sin milde, kjæilige tale og skaffede fred tilveie; ja, hun var i sandhed familiens gode engel. Moder søgte altid sin trøst hos hende, naai hun var fortvilet over mig, og P e r n i l l e har ofte afverget meget ondt for mig, det er vist og sandt. Den dag jeg k o m saa forgrædt fra presten, stod P e r n i l l e

13 — Fru Lucie W olfs livserindringer.