FruLucieWolfsLivseridringer

9 8

fru L ucie W olfs liv se rindr in ge r .

i kjøkkenet.

Hun saa saa alvorlig og bedrøvet paa mig, tog

mig kjærlig ind til sig og sagde:

«Kom, kjære

L u c i e , lad

mig snakke lidt med dig!»

Vi gik da op paa salen for at være uforstyrrede. «Sig mig, hvorfor har du grædt?» spurgte hun, «og hvorfor er du nu ofte saa stille og bedrøvet; det smerter mig saa at se, at hele dit væsen er saa forandret. Hvor er det blevet af din glade latter, som før klang omkring os?. Jeg hører dig næsten aldrig le. Og nu, da du har din allerskjønneste ungdomstid, konfirmationstiden, denne som var saa lyksalig for mig. Nu, da du skulde være allergladest, nu sturer du som en syg fugl. Kjære søster! Nu, netop nu skal du være glad. Aldrig i verden faar du opleve dage som disse, hvor du fornyer din daabspagt og kommer mer og mer i samfund med din Gud. Dette theatret, som du altid gaar og tænker paa, for det er jo bare derpaa du tænker, — ved du da ikke, kjære barn, at det er en vei fuld af farer og fristelser, som jo ganske vil drage dig bort fra G ud? Husk, livet er saa kort; vi er jo alle paa hjemreisen, unge som gamle. Tænk paa, at vi skal leve saa, at vi kan haabe paa et gjensyn; vi skal jo engang mødes i himmerig, ved du ? Vilde du da ikke gjerne være med os alle der? Eller vilde du, at vi skulde savne dig, kjære L u c i e ?» Hun græd nu saa smertelig, og jeg blandede mine taarer med hendes. «Nei, P e r n i l l e ,» sagde jeg, «jeg vil følge med fader, dig og alle jer andre. Men P e r n i l l e , fader og jeg — og tænk presten T h o r e s e n ogsaa — tror, at Gud virkelig har sin egen mening med mig, ellers kunde han jo tage fra mig denne uro, som driver mig hid og did og aldrig lader mig fred. Jeg kan ikke arbeide som I andre, og en gjerning skal jo ogsaa jeg gjøre i liv e t ; men alt, alt, hvad jeg tænker paa af saadant, staar for mig som en høi mur, som jeg umulig kan klatre over. Jeg længes ud mod noget stort og skjøot, noget som fylder mit hjerte med jubel og sang bare ved

L u c i e —