FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

1 0 /

varmt interesserede ham og at han dagen efter skulde gaa til mine forældre. Hvorledes natten og formiddagen gik for mig, vil jeg ikke beskrive; jeg antager en dødsdømt forbryder, som har et glimt af haab om benaadning, har været i samme kasus, som jeg var i denne mellemtid, inden

T h o r e s e n , som kom kl. 2,

havde talt med mine forældre.

Da han var gaaet, blev jeg

kaldt ind i stuen.

Ja, jeg kan gjerne sige, at det var en virke­

lig ligstue, jeg nu kom ind i:

Moder laa med hovedet mod

bordet og græd: gen og sagde: ondt for fader.»

P e r n i l l e sad og klappede hende paa lyg- «Stakkels moder, græd ikke saa, det ei saa Min broder, sjømanden, udbrød, da jeg kom

ind: «Naa, er du der, du gale tøs, som altid sætter hele huset i forargelse; synes du, dette kan være hyggeligt foi os andre? D u skuespillerheie, aa, du maatte skamme dig! Her er ikke andet end sut og tud bare for den tøsens skyld, ja-gu, skulde du have ris, saa stor og lang du er.» Han gav mig et knubs, saa jeg for hen mod fader, som sad mismodig nede ved døren. Han skjendte paa J a k o b for hans tale til mig. Moder saa op og sagde: «Naa, er du der, du mit smer­ tens barn! Gud give du aldrig var født! Og han ved og saa, hvor mange taarer jeg endnu skal græde for din skyld. Ja, nu faar du din vi!je frem; naar selve presten kan forsvare din sag, saa Gud naade os alle sammen. Jeg tror, at det er paa verdens sidste tider, da alt, som er galt og uiet, skal trives.» Der kom en saadan jubel o d i mig ved hendes ord, saa jeg holdt paa at fare hen og tage hende om halsen, for jeg forstod, at min sag var vundet; men fader, som skjønte, at dette ikke var noget heldigt øieblik til at karessere moder, tog mig i haanden og drog mig med sig ud i møbelmagasinet. Her sagde h a n : «Ja L u c i e , nu har du seiret, takket være presten T h o r e s e n .» Jeg sprang løs paa fader, gi æd, kyssede og klappede ham. Han var meget rørt, trykkede mig ind.til

Made with