FruLucieWolfsLivseridringer

IO 9

DET NORSKE THEATER.

du vil have ham i dit hjerte og aldrig slippe ham; da vil han styrke og bevare dig, og du faar da vandre din lyse vei uskyldig og glad.» Jeg laa ved hans fødder og hulkede. «Ja, ja, elskede fa­ der, jeg vil gjøre som du siger og aldrig, nei aldrig, bedrøve dig. Giv mig din velsignelse, og tro paa mig, og jeg skal ikke gjøre dig sorg, saa sandthjælpe mig Gud.» Ak, hvilken skjøn aften fader og jeg havde! Han for­ talte ogsaa, at moder havde afbrudt presten, medens han talte, og sagt: «Men hr. pastor, hvor kan De sige, at alt det tøv, som L u c i e har faret med, skulde være noget, som folk skulde kunne lære noget af? Presten maa jo ikke fortælle mig, som er en gammel, erfaren kone, at L u c i e s løier kan kaldes for kunst; aa nei, det skal nok mer til det.» Presten svarede: «Ja, madame J o h a n n e s e n , De faar ind­ rømme og rette Dem efter dannede folks mening om den ting; De er en strævsom og brav kone, men dette har De in­ gen forstand paa.» Hvorpaa moder gav sig til at græde og sagde: «Aa ja, fader og L u c i e har jo hele livet gaaet sin egen vei og har aldrig villet høre paa mig; jeg faar vel nu som altid stikke piben i sæk og tie.» Hvilket hun ogsaa gjorde, for hun mæ­ lede ikke et ord mer; og da T h o r e s e n tog hende i haanden og venlig sagde farvel, saa svarede hun ikke, men nikkede blot paa hovedet. Aa nei for en straalende tid, der nu oprandt for mig! Jeg gik lykkelig og stolt med besked til direktionen og blev nu meldttil theatret. Ja, jeg kan ikke beskrive mine følel­ ser. Man taler om fuglen, somslipper ud af sit fangebur, ja, jeg var sluppet ud, det var sikkert. Jeg kunde ikke mer gaa i ro paa gaden som andre unge piger, nei, jeg sprang, jeg sang høit, jeg lo, jeg for som en stormvind afsted. Jeg syntes ikke, at jeg gik paa jorden, men at en usynlig magt bar mig gjennem luften. Man siger, at én kan blive syg af