FruLucieWolfsLivseridringer

MIT BARNDOMSHJEM.

9*

hvor jeg ligesaa ofte stod paa hænderne som paa fødderne, mine skjorter glide paa gulvet og fortsatte saa min dans — med permission at sige — i mine underbukser. Denne dans maa have været fornøielig, for fader slap ofte violinen, da han ikke kunde spille for latter, og han udbrød engang: «Ak, barnet mit, hvor godt det er at faa være sammen med dig efter dagens strid og møie, og saa faa sig en saa hjertelig latter. Gud velsigne dig for det.» Naar vi saa begge to var trætte af legen, tog han mig paa sit fang, jeg slog armene om hans hals, og saa sang vi sammen den gamle- salme, som staar i G u l d b e r g s salmebog:

«Den lyse dag forgangen er og natten den hænger os paa, O, Jesu Krist, vor Herre kjær, du altid hos os maa blive. Glæde os Gud i himmerig.»

Min kjærlighed til fader var næsten en fabel for byen. Jeg var allerede en stor pige, 9— 10 aar, tror jeg, da jeg, naar ikke fader var kommet hjem om aftenen paa den tid, jeg ven­ tede ham, var rent fortvilet; jeg gik da ind i vort vedskjul, for at ingen skulde se mig; der faldt jeg paa knæ og bad saa inderlig til Gud, at fader nu maatte komme, da min angst for ham var nær ved at kvæle mig. Jeg kan huske, at jeg en aften efter bønnen sprang grædende ud paa gaden, hvor jeg da traf en gammel veninde af mig, «Nei,» svarede hun, «men hvorfor er du saa bange for ham? drikker han sig fuld da?» Dette spørgsmaal krænkede mig saa dybt, at jeg gik fra hende uden at svare, og hun tabte mig stedse som kunde. Ja, disse angstanfald for fader forefaldt desværre meget ofte, som f. eks. en gang, da han var meget syg. Aa, hvor jeg da bad og tiggede Gud om hans liv, jeg følte saa sikkert, at jeg m a a t t e dø, om jeg skulde miste ham, at alt solskin 2 — Fru Lucie W olfs livserindringer. spurgte hende: «Har I seet fader!»

K a r e n brødkone, og