FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs liv se rind r ing e r .

jomfru J o h a n n e s e n ,» skjendte hun, «1 ærgrer mig saa, at eg trur, eg møsse de par haarstraa, eg endnu har paa mit gamle hoved. Her er jo ikje en kveld, uden I finder paa nokke, som skaffer os alle hernede bryderi og kvalm. Det er the- atrets nye støvler, I spiller m e d ; har I lov til at løbe i styr­ tende regn paa skidne, vaade gader med dem kanske? Ja, eg er for god at snakke med j e r ; men meldes for støvlerne skal I no, for eg maa jo svare for, ka’ her er i garderoben. Trøien og bukserne er mosjø M e y e r sine, dem kan I slide paa, saa møkke I vil. Jeg tænker, de ser pene ud, efterat I har sprunget i regnsølet med dem. Aa ja, M e y e r sine var ikke klogere end at laane jer d em ; De faar dem vist skam­ feret igjen.» Da jeg spillede i «Abekatten», var der især stor begeist- ring og mange fulde hus. Direktionen var da saa galant, at den forærede mig en yndig silkekjole — den første, jeg i mit liv havde eiet. Aa, hvor jeg var glad i den! Tænk, at jeg skulde eie en virkelig silkekjole, jeg, som aldrig var vant til at gaa i andre kjoler end dem, moder vævede til os. Ja, det var formelig med ærbødighed jeg betragtede og strøg nedad den, og at have den paa var næsten højtideligt for mig. Jeg følte mig som en dronning i sit kongelige skrud. Denne kjole blev ogsaa af fader virkelig betragtet som en dyrebar skat, som kun maatte bruges til at gaa i kirke med, til andet brug fik jeg paa meget lang tid ikke lov at bære den. Saa snart vi kom fra kirke om søndagen, saa hægtede han selv kjolen op i ryggen paa mig, tog den af og laa sed e' den ind i klædesskabet i gangen. Det var i min ungdom, og er tildels ogsaa nu, skik hos de gammeldagse bergensere, at de bedste klæder ikke skulde bruges uden paa søndagene i kirken og paa de store højtids­ dage. Dette var en vakker skik, syntes jeg; man blev sig mer bevidst, at det virkelig var høitid, ved at alle smykkede sig til at helligholde den. Og i m i t hjem kunde det ikke

Made with