FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

12 1

og pyntet med min «abekatsilkekjole», for at gaa med fader i kirke. Baade moder og fader saa saa triste og tunge ud, og de talte saa dæmpet. «Kjære fader,» spurgte jeg, «er det noget, du og moder er bedrøvet over?» «Aa nei, aa nei,» sagde han, «idag ikke mer end ellers, men har du da glemt den store betydning, denne dag har? Glem aldrig, kjære barn, at paa denne tunge dag døde vor frelser paa korset for os.» — Disse faders ord staar levende for mig hver ene­ ste langfredag. Lige over for mine forældre boede gamle kommandør L o u s ; han var enkemand med flere sønner og døtre; jeg kjendte dem godt, da jeg som barn daglig færdedes inde i deres gaard med leg og sjau og ofte sprang erinder for de unge frøkner; derfor var de særdeles venlige mod mig. Den ældste, J e a n n e t t e G r u n g , styrede huset. Det var en dannet, hjertevarm dame, som fremfor alt elskede de unge og var glad med dem : derfor hang der en stor skare at byens unge piger ved hende. Jeg var én blandt de lykkelige, som vandt hendes venskab, ja, jeg kan trygt sige hendes kjærlighed; thi hun var, i den korte tid jeg var ved theatret i Bergen, som en moder for mig. Straks efter min debut kom hun ind til mine forældre og sagde, at om de intet havde derimod, saa vilde hun tage sig af mig, som om jeg var hendes barn, fordi hun holdt af mig og vidste, at jeg nu trængte til dannet omgang, da dette vilde være gavnligt for min kunst. Jeg skulde betragte deres hus som et hjem og daglig være der. Hun vilde lægge en liden dæmper paa mit væsen, som var noget for viltert og lære mig, hvordan en dannet, ung pige havde at forholde sig, naar hun skal færdes i det selskabelige liv; hun vilde saa gjerne hjælpe og agtede mine forældre og interesserede sig varmt for mig. 16 — Fru Lucie W olfs livserindringer. *

L u c i e frem, da hun ærede

Made with