FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs l i v se ri nd ri ng er .

én ting, og hvis du føier mig i dette, saa vil jeg holde endnu mer af dig, end jeg nu gjør; jeg ved, det er et stort offer, jeg forlanger af dig, men desto mer vil jeg sætte pris paa, om du denne gang føier mig; jeg vil saa nødig, at du skal gaa paa dette bal. Jeg er der ikke, og du kommer sammen med saa mange, der er ligesaa viltre som du selv, det er ikke gavnligt for dig. Du morer dig jo saa udmerket i «12te april» og mange andre steder, hvor du ogsaa faar danse med kjække kavalerer. Giv nu slip paa dette bal, saa er du min egen, kjære L u c i e .» «Ja, men der er saa fornøieligt, og jeg er allerede enga­ geret til alle danse,» svarede jeg. «Ja, det er du jo altid, naar du skal paa bal,» sagde hun, «saa det gjør hverken fra eller til i denne sag. Aa, sig ja, L u c i e n min, saa sparer vi din nye kjole til næste uge i « 1 2te april.» Jeg gav hende mit løfte med et tungt hjerte, og da dagen kom, var jeg ikke glad i hu. Om aftenen, da ballet skulde begynde, sad jeg i stuen hos fru G r u n g og græd bitterlig. Hun kjælede for mig og sagde: «Stakkels dig, jeg har saa ondt af dig, nu skal du faa en liden krukke med bringebær- syltetøi, som du jo holder saa meget af. Du skal faa lov at spise saa meget deraf, som du orker. Nu skal jeg ud i byen lidt, men kommer snart igjen ; pigen kan gaa og hente suk- kerkavringer, saa kan du spise dem til syltetøiet, det er saa godt, ved du, og vær saa en sød, taalmodig kommer tilbage.» Ja, jeg fik det, hun sagde, og en hel del kavringer dertil. Jeg spiste og græd om hinanden, af og til tog jeg en galop rundt gulvet for at bilde mig ind, at jeg var paa ballet, græd atter meget, smurte tykt syltetøi paa kavringerne, og før jeg vidste ord af, var krukken tom og alle kavringer fortæret. Fru G r u n g kom hjem, saa resultatet, satte sig paa en stol og lo rigtig hjertelig. «Nei, men du store Mads, har du

L u c i e , til jeg

Made with