FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs livserindringer .

•og al min livsglæde vilde begraves med ham. Særskilt husker jeg en forfærdelig stormnat — det var midt paa vinteren , da moder og jeg vaagede over ham, og han sagde: «Ak’ jeg kan nok ikke puste mer, det var vist godt, om jeg kunde blive aareladt.» Moder og jeg var ene med ham, da pigen og hele huset sov; alle var jo udvaagede, og saa sprang jeg ud alene i den mørke nat for at faa fat paa doktoren som boede .langt borte — ude ved toldboden. Det værste var, at jeg maatte forbi kirkegaarden; og idet jeg sprang forbi, skieg og raabte jeg mit «Fadervor»; men desuagtet syntes jeg> at jeg saa hvide skikkelser, som kom vinkende imod mig. Jeg kom omsider til lægen, men gik længe og famlede efter døren oppe paa en lang, bælgmørk gang uden at finde den. Jeg kastede mig da hulkende af fortvilelse paa gulvet. Doktor H e i t m a n n maa have hørt min graad, thi han kom ud med lys, saa mig ligge grædende paa gulvet, reiste mig op •og talte kjærlig til mig: «Nei, stakkels barn, er det dig, som jeg saa længe har hørt pusle omkring herude? Aa, hvor du skjælver, kom ind med og varm dig.» Men jeg græd og bad: «Ak, kom, kom og følg mig straks, fader dør, De maa frelse ham.» «Ja, ja,» sagde han, «vent bare til jeg faar tøiet paa mig.» Han var da snart i klæderne, tog mig kjærlig i haanden og sagde, idet vi gik ned af trapperne: «Græd ikke, kjære barn, Gud vil bevare din fader for din store kjærligheds skyld.» Ak, hvor trøstet og glad jeg blev! Og han fik ret. Fader blev aareladt og kom sig fra den tid. Uagtet vore kaar var ringe, eiede vi dog baade et orgel og et klaver. Dette kjøbte far til moders store misnøie; men an fik det for 2 daler paa en auktion. Det var paa dette jeg lærte mig at spille «vildt», som det kaldes. Alle mine søskende sangvakkert; min ældste broder spillede orgel aldeles nydelig ogsaa uden at kjende en node. Hans søndagsfornøielse var ofte under gudstjenesten at g 33 lnd 1 Korskirken, hvor han da af organisten fik lov at