FruLucieWolfsLivseridringer

1 2 8

fru L ucie W olfs li vs e ri nd r in g er .

sende hende denne bog, dels for at lære hende god leve- maade og dels for at friske paa hendes hukommelse, som allerede maatte være betydelig svækket, da hun gang paa gang siger, at hun har glemt den og den dans, hun lover til alle og enhver. Jeg fandt, han var en næsvis personage, men var glad over min balbog, som var svært sød. Ja, for en fryd jeg følte ved at danse; jeg tror, jeg kunde danset mig tildøde, om ikke fru G r u n g havde stoppet mig i farten af og til. Jeg husker en aften, jeg holdt saa længe paa i en galop, at det sortnede for mine øine. Min kavaler satte mig op mod væggen, og jeg var nok borte en liden stund, for jeg vidste intet, før der stod en hel del om mig og spurgte, om jeg havde ondt, da jeg var saa bleg. «Langt­ fra,» svarede jeg, «jeg vil bare puste lidt, saa tager vi paa igjen.» Men min kavaler var nok blevet bange, for han tvang- mig til at sidde resten af dansen. Jeg var saa henrykt i musiken og selve dansen, at jeg var lige glad, om min kavaler var styg eller pen, gammel eller ung. Var han blot en god danser og kunde flyve gjen- nem salen med mig, saa gav jeg alt andet en god dag. Plagede de mig med komplimenter, saa sagde jeg: «Aa, vent med det, til dansen er forbi, nu har jeg ikke tid til at høre paa dette.» Der var en meget styg og lidt ældre mand, som jeg saa gjerne dansede med. Man forundrede sig herover, men jeg sagde: «Dans bare med ham, saa skal I faa føle, hvad dans egentlig vil sige, for en galop med ham er som at flyve til himmels. Aa, han danser saa deilig, saa deilig.» Jeg spurgte ham engang, hvor han havde lært at danse saa vidunderlig, hvortil han svarede: «Paa Langvik i Kristiania.» Siden fik jeg vide, at det just ikke var det fineste selskab, han havde bevæget sig i. En balhistorie maa jeg atter fortælle. Den passerede,, medens jeg havde prøver paa Margrethe i «Abekatten». Jeg

Made with